Skæbne-kontrakten

HISTORIEN OM EN PRÆSTEENKE, DER BLEV TIL SALG

Tommerup Præstegård har en indskrift - IKBB 1792 KTB - der fortæller ~ Sin egen historie om en præsteenke, der blev til salg.

Ægteskab er ikke hvad det har været. Engang var ægteskab en overenskomst, en praktisk foranstaltning. Rent ud sagt en handel. Og det var der ikke noget fordægtigt i. Først 1800-tallets dyrkelse af den følsomme familie med kvinden i centrum gjorde ægteskabet til et spørgsmål om 'tilbøjeligheder'.

Tommerup Præstegård i Den fynske Landsby har haft sine præster, men i lige så høj grad sine præstekoner, og en af dem - Karen - fik en skæbne, der fortæller ikke så lidt om kvindens særprægede stilling i det gamle enevældige samfund. En stilling, der var så stærk, at en præsteenke alene kunne afgøre hvem et helt sogn skulle have som sjælehyrde - men samtidig var hun allige­vel nul og nix uden et vielsesritual i ryggen.

Karen var præstedatter fra Verninge og havde et humør, der både smittede og var berømt på hele egnen. Alle de kilder, der er bevaret, fortæller om Karens humør og livsglæde.

Hendes storesøster var forlovet med præsten Jens Balslev i Tommerup, men det endte så sørgeligt, for hendes søster døde inden hun nåede at stå brud som præstekone. Og det var ikke det eneste sørgelige, der skete i familien: Karens far, pastor Trolle i Verninge, fulgte hurtigt efter, så Karen sad søster- og faderløs tilbage på præstegården sammen med sin mor - enkepastorinden.

En dag kom søsterens tidligere forlovede Jens Balslev på besøg i fineste puds. Han ville fri, det var tydeligt - og Karen var da også giftemoden. Når Jens ikke kunne få den døde søster, var det vel kun naturligt, at han fik Karen.

Jens friede da også ganske rigtigt. Bare ikke til Karen. Men til moren ­enkepastorinde Trolle. Se, det blev der jo snakket en hel del om.

Karens søsters tidligere forlovede blev hendes nye stedfar Det lød indvik­let, men det skulle blive langt mere indviklet.

Med enkepastorinden fulgte også embedet i Verninge, så Karens stedfar, Jens, valgte således at forlade Tommerup og flytte ind i Verninge præstegård, mens han overlod embedet i Tommerup til sin yngre broder, den ugifte hr. Jørgen.

Og underet skete, for selv om året var 1788 og ægteskabet var en handel, hvor embeder, penge og prestige betød mere end alder og følelser, og selv om familieskabet nu nærmede sig det uoverskuelige, så friede Jørgen til Karen og fik både ja og hjertet med i købet.

Tommerup Præstegård boblede af lykke. Ung lykke. Kærligheden er til at få øje på, selv om kilderne er næsten to hundrede år, for det er det, alle beret­ningerne handler om. Der blev plantet levende hegn om markerne. Jørgen var en vældig jæger og yderst foretagsom, så det var intet under, at Karen så op til ham. Præstegården blev udvidet og han lod skære Karens og sine egne ini­tialer over døren. IKBB 1792 KTB, står der over døren til den søndre længe. Det betyder frit oversat 'Jørgen Karsten Bloch Balslev lod bygge i 1792 for Karen Trolle Balslev'.

I et kort øjeblik har lykken været fastholdt, helt nøjagtig i fem år, for i 1797 dør hr Jørgen. Karen sidder tilbage med sine tre sønner og en fjerde på vej. Moren havde jo været i en lignende situation, og hende var det gået meget godt.

Så Karen sad enkestand og ventede på en præst, der ville overtage hende, børnene og præstegården. Men der kom ingen. Hvorfor? Var der for mange arvinger? Gik der for store frasagn om Karens livsglæde? Tommerup præste­kald var ellers et godt kald.

Der gik et stykke tid, og så en dag kom han alligevel, kapellanen fra Særslev, Rasmus Rasmussen.

Måske har hun set ham komme ind i gården: mørk, knuget og så underligt ydmyg. Det var der en grund til, for Rasmus Rasmussen havde godt nok gået på universitetet, men havde måttet lide den tort at få karakteren 'non contemnendus’, hvilket betød at nok kunne han blive kapellan, men ikke mere.

Karen havde fået sine børn, og alt det med lykke og kærlighed havde vel også fået sit, så det var på tide at tænke fornuftigt. Sådan tænkte moren og sted­faren i Verninge. Det var sådan, at det nemlig var familien, der sad på embedet, dvs. kaldsretten, blot var Rasmus Rasmussens eksamen så dårlig, at han ikke kunne kaldes. Imidlertid forhandlede familien med biskoppen, således at kaldsretten overgik fra familien til kongen imod at Rasmus Rasmussen måtte få embedet alligevel. For hvad skulle der ellers blive af Karen?

Da familien således havde fået det bedste tænkelige kort på hånden, indgik man en ægteskabskontrakt med Rasmus Rasmussen, en kontrakt udfærdiget som enhver anden købskontrakt. Den, der brød ægteskabsløftet, skulle betale 600 rigsdaler.

Da kontrakten og kaldet var i hus, hastede det j o ikke så meget med at få fastsat brylluppet. Rasmus Rasmussen blev præst og flyttede ind i præstegården. Karen fødte sit barn og var træt. Rasmus Rasmussen sagde mindre og mindre, holdt sig mest for sig selv og snakkede slet ikke om bryllup.

Karen bragte det på tale. Flere gange. Hver gang bad Rasmus Rasmussen om tid. Han klagede over hendes husholdning. Hun var for uøkonomisk! Ras­mus Rasmussen hørte ikke til dem, der sådan ruttede med Vorherres midler og som hendes første mand byggede til i Øst og vest og satte hegn om mar­kerne. Det var han altfor ydmyg til. En dag sagde han til hende, at han havde fået sjælekvaler Var det nu også rigtigt af ham således at handle sig til et Guds embede ved at sælge sig selv?

Efter den omgang tog Karen til Verninge og der blev holdt familieråd. Man havde fat i den lange ende, mente både Karens Mor og Karens stedfar, nemlig kontrakten med de 600 rigsdaler

For til den udtalelse om hans samvittighedskvaler over for Gud, gaves der kun et svar: At lægge kontrakten på skrivepulten foran ham.

Og så skete katastrofen. Karens livs katastrofe, som hun aldrig skulle komme over: Rasmus Rasmussen betalte. Ved at betale de 600 rigsdaler sad han på Tommerup præsteembede - uden enke og uforsørgede børn.

I Tommerup præstekalds Embeds-Brev-Protokol står der følgende, nedfældet endnu i Karens levetid:

- Den unge enke blev sindssvag, nedsatte sig en tid i Odense, men familien, der så hende udsat for egennyttiges rænker og given til spot, nødte hende til at forlade byen. Derved henfaldt hun i fuldkommen afsindighed, som varede i flere år. Da sønnen nedsatte sig i Verninge, kom hun til ham og nyder nu en nogenlunde rolig og blid alderdom.

Svend Erik Sørensen: Landsbyskæbner fra Den fynske Landsby. Fyens Stiftstidende 1987

 Til logbog